En vision om håb

Det er let at blive grebet af modløshed i disse tider: Spændinger, krige, hedebølger, naturkatastrofer ……. – listen er lang. Tanken: “Hjælper det noget, hvad jeg gør som individ” efterlader mange i bekymring uden handlekraft til at ændre noget. Jeg vil dele en vision (åbenbaring), som jeg havde for snart 30 år siden: Jeg fik en stærk trang/lyst til at afbilde det næste år – ikke i ord og tanke, men gennem mine fingre. Jeg greb et stykke A3-karton og mine kridtfarver og gik i gang. Kiggede bagefter på figuren uden at det gav mening. Næste dag kiggede jeg igen på det og ordene flød ind i mit hoved: Jeg så ikke på det næste år, men på livet og livets svingning de næste 300 år. Så hvordan menneskeheden i 2175 ville nå/forme/skabe en voldsom konflikt mellem adfærd (magt) og fornemmelse (liv). En konflikt, der pegede på destruktion, hvor fremtiden slog tilbage, og en smule liv forlod jorden – et ragnarok med tydelig reference til Vølvens spådom. Jeg blev ved med at kigge på billedet, der syntes at forandre sig, mens jeg så på det. Det var som om, at mit fastlåste billede af tegningen i min hjerne forlod mig, og jeg først nu kunne se foranderligheden og figurens iboende liv og budskab. Der begyndte at fremkomme noget andet på tegningen – først næsten usynligt, ubetydeligt og fragmenteret, men med synliggørelsen fyldt af liv og håb: Alt, hvad vi gør i denne tid både som individ, i små grupper, små bevægelser, der synes værdiløse, ubetydelige og uden kraft begynder at samle sig igennem årerne for til sidst at danne en dome af blålig substans, der lægger sig over konfliktens eksponentielle eskalering, der uden ellers ville ende i ragnarok. Det får os til og giver os mulighed for at træffe et valg uden krig, udryddelse af andre og andet liv. Så det småt individet gør for livet i en tanke, i et øjebliks kærlighed til naturen, luften, vandet og jorden: En sparet l benzin, en enighed i små kredse om at vælge livet. Alt dette i sin lidenhed er en del af denne dome, der vælger og beskytter livet. Så fortvivl ikke, men gør det, du kan, i det små, i tanken, i meditationen, i snakken hjemme og med andre, i det, du sparer på, selvom det kun er en krone, et glas vand, en lille plet firkantet græs, som du ikke slår, – alt er det et gudsgivet bidrag til at bevare livet – uden grådighedens magt og destruktive adfærd. Så tugt ikke jer selv for ikke at gøre en masse, ikke at gøre det ultimative, men lev jeres liv og giv jeres små bidrag – og jorden og livet vil bestå også efter 2175.