I aftes gik jeg i seng med sætningen “The fourheaded leg” fra forleden nat. Jeg have ondt i min venstre hånd og i venstre hofte, så jeg ikke var sikker på, at jeg kunne sove, selvom det var blevet sent. Men det gør jeg. Senere på natten ligger jeg mellem vågen og døs, afslappet i kroppen og seende gennem panden. Tanker i mit hoved melder: Hvor jeg er henne mellem alt det med at være en satguru, spiritualitet, budbringer, behandler, livet og tilhørsforhold til livet. Jeg ser mig selv i rødbrune farver ovenfra. Det næste, der sker, sker i et splitsekund: Hvide tunger – hvide cobraslanger i rasende fart farer ind gennem mine fødder og hænder, mit hoved og bryst. Jeg registrerer/oplever, at min venstre skulder giver nogle ryk. Så døser jeg helt væk, mens en ældre drøm/drømmesyn, hvor jeg bliver til et landskab og mine hænder og fødder bliver til floder, lige vender bevidstheden. Senere da jeg fortæller Åse om drømmeoplevelsen, vælder følelserne op i mig og bliver til gråd. Åse stiller spørgsmål, der former en erkendelse i mig af, at jeg har brugt en mental erkendelse af mig som behandler, mig som budbringer, mig som en satguru. Det vil sige kun at have en legitim forbindelse til livet gennem mine gerninger i livet. Mere gråd over både ikke at have været en del af livet som person, og det at være det. En gammel splittelse fra, da jeg som barn blev sendt bort fra min nære familie (min storebror, min tvillingsøster, far og mor) både som årsag til og løsning på familiens problemer, ved at jeg blev flyttet for at leve en periode hos min mormor og farfar (noget som jeg først erfarede sent i mit liv fra min mormor, før hun døde, og som jeg ikke anede noget om). Det betød, at jeg selv var offer for den splittelse, som jeg beskrev mellem det spirituelle og set fysiske. Følelsen af: “Hvor er der plads til mig” fylder det hele sammen med gråden over det. Heldigvis er både Lukas og Åse der og giver plads til reaktionen. Mit indre fyldes af ro – den fysiske forbindelse og accept af mig selv som individ i livet og gerningens forbindelse med min person integreret i hinanden,, som to slanger der slynger sig om hinanden i befrugtningsøjeblikket. Og som Lukas sagde i situationen: “Det er på tide at slippe noget, der er over 70 år gammelt” – så sandt så sandt og så befriende. Følelsesmæssig er jeg hele tiden tæt på tårer – det fysiske udtryk, der udtrykker det, ord ikke kan sige, fordi de ville fanges og formes af min fortid begrænsning. Og i øvrigt var det at være mand i min barndom: “Hold kæft og riv et træ op med roden, men vis ingen svaghed/følelser”. Jeg skriver det hele ned og fyldes af erkendelsen og følelsen: Som hele mig skal jeg ikke please nogen gennem mine gerninger eller gøre mig fortjent til livet gennem andres accept af mine handlinger eller måle mig med andre”. Det følges af ordene: “Victis aurore” frit oversat til “Besejring af morgenrøden” – ikke længere indfanget af det i fødslen og barndommen grundlagte. Jeg åbner facebook og det første, som jeg ser, er en video af Satguru mellem hans disciple, og jeg glædes på hans vegne uden at spørge: “Hvor er mine?”.
