Drøm: Jeg er i guderummet. Nogen fører mig til Brahman. Vi drejer rundt om et hjørne/kant, der både er der og ikke er der. Der i en gyldenbrungul farve sidder en lille bitte mand i lændeklæde så tilsyneladende skrøbelig og ældgammel stadig vital bærende alverdens visdom. En på mindelse om livets skrøbelighed, at livet ikke er en tilbedt hersker, men alderdommens vid og iboende accept af at have set alt, oplevet alt, værende alt i alt.

 Drøm: Jeg er i guderummet igen nu i rødlige farver. Brahman viser sig i sin kraftfuldhed og hans enorme svagt lyseblå hænder griber om mig og fingrene borer sig ind gennem min ryg og river kroppen fra hinanden, ikke fulgt af en smerte,men blot en oplevelse, en erkendelse af, at det sker. Alt forsvar er nyttesløst. Jeg er ikke mere, og hvorfor skulle jeg også være det, for det manifesterende jeg, der skriger på anerkendelse og jagter et fatamorgana af livet, virker som noget fjernt, en tanke, en erindring om noget, der fyldte alt, men bare var øjeblikket fastholdt i en frygt for at leve, ikke at slå til, ikke at kunne finde vej, at lade andre tage ansvaret. Jeg e ikke mere og har aldrig været mere tilstede end i opløsningen af min forestilling af mig.

 “Frygt ikke at miste jer selv. Frygt ikke at miste magten. Frygt ikke at give andet og andre frihed. For frygt er kun dannet af jeg-forestillingens lukkethed og tilsyneladende tryghed (illusoriske tryghed)”.

 “At give liv, – at væren liv, – at nære liv, – at give livet videre i accept og frihed – er naturligt og iboende i livet. Lad ikke jeres forstilling om at være betydende og krævende stille sig i vejen for livets naturlige væren og mening”.