Jeg bliver træt, døser lidt hen og ser følgende syn:

 En mand trækker mænd til side. De kan ikke stritte imod. De skal i krig. De er simple folk. De er forvirrede, de ved ikke, hvad de skal ske. De er usikre. Ingen passer på dem. Det følges af en række sætninger:

 “Hvorfor skal vi kæmpe for dig?

Hvorfor skal vi give vort liv for din kamp?

Hvorfor slår du os ihjel, hvis vi ikke kæmper?

Hvilken ret har du til at tage liv og beordre liv taget?

Hvilken ret har du til at fratage os vort eget valg?

Vi er sat i verden for at give liv, hvorfor skal vi tage andres?”.

“Alle må stille disse spørgsmål til sig selv”.

“Gudernes ord maner ikke til kamp. Dogmerne omkring kamp er magtens og magtens argumentering og legalisering af kamp. Kamp er selvforstærkende og selvrefererende. Det er accepten ikke. Accepten fører dig ud af kampen og dens dogmer, regler og mekanismer. Din indre proces kan ikke vindes gennem kamp, kun gennem accept”.

 Langsomt dannes et rød netværk foran mig. Det bliver mere og mere finmasket og kommer tættere på mig og følges af ordene:

 “Kampens hære kæmper om sejr og ære. Individets accept fører individet væk fra hære og til det nære”.