Minder og forståelse
Minder og forståelse hænger sammen, så de gensidigt understøtter hinanden. Ændrer vi på minderne, ændrer vi også på vores forståelsesramme og selvopfattelse ja også vor adfærd og vore løsningsmodeller. Med andre ord giver en ændring i minderne et nyt syn på os selv og omverdenen. Mange af vore dybe minder stammer oprindeligt fra en tid, hvor vi ikke kunne ændre på de forhold, vi levede under, og er dermed var med til at definere vort råderum, handlekraft, valgmuligheder og opfattelse af verden og andre. I en drøm har jeg fået vist, at vi kan ændre i vore minder ved at se på dem gennem vort pandesyn og uddrage livsvisdommen i dem og de nye muligheder, som det giver at være et sted i livet, hvor vi selv kan bestemme. Vor selvopfattelse og værdiladning af os selv kan vi dermed ændre. Hvordan gør vi det så?
Gør vi ikke noget vælger automatikken i vor hjerne det, vi plejer og holder sig dermed indenfor de afstukne grænser fra barndommen (lykkelandet, selvopfattelsen og dermed selvdommen, begrænsningen). Når et minde kommer op enten som erindring eller blokering, kan vi vælge at opfatte det gennem vort pandesyn og kombineret med pauseåndedrættet, ændrer mindet sin værdiladning, og vi kan fordomsfrit vælge at tillægge det en ny mulighed eller vægtning. Vi kan på andre tidspunkter lave en lille meditation, hvor vi sidder med lukkede øjne og ser ud gennem panden, mens vi laver pauseåndedræt. Efter et stykke tid synger vi gentagne gange på egen melodi/brummen ordene: “Jeg er stor, lige så stor som de andre, og jeg bestemmer selv”. Alternativt kan vi synge: “Jeg kunne ikke før, nu kan jeg”. Det at gøre disse handlinger ændre vort syn og vor opfattelse stille og roligt.