Hvorfor tror vi på begrænsningen? Det gør vi, fordi begrænsningen er blevet vort livsgrundlag gennem det, vi kalder opdragelse, det, vi kalder videnskab, det, vi kalder orden, og det, vi kalder regelsamfund. Derfor ophøjer vi begrænsningen til sandhed og virkelighed, blot fordi det matcher med vort indre rum, der netop er defineret af begrænsningen. Så selvom vi løftes ud af begrænsningen, er det stadigvæk et valg, som vi må vælge, for ellers ville vi ikke tage ansvar for vort liv gennem vore valg.

Det lille nye liv starter som ubegrænset liv. Det vil sige, at det ubegrænsede lever i os. Det ubegrænsede liv er allerede os tildelt i vores skabelse. Ikke noget fromhed giver eller magt tildeler os som fortjeneste, almisse eller smøring. Når vi erkender, at det ubegrænsede altid har levet og altid lever i os, mister magten sit tag i os og Gud og livet bliver en symbiose med individet. Og vi kan ikke længere råbe: “Liv/Gud tag ansvar for mig”, men vi må acceptere vort eget ansvar for vort eget liv. Ligesom som vi ikke længere kan fastholde, at vi ikke har nogen betydning.

Vi vil gerne det ubegrænsede, men vi vil ikke tage ansvar for det. Derfor fastholder vi gennem vore valg begrænsningen. Ingen videnskab, ingen forskning, ingen tro kan bære individets ansvar for individet. Det kan kun individet selv. Men enhver magtstruktur vil fastholde sin ret og forudbestemthed til at tage individets ansvar fra individet og dermed gøre sig til herre over individets liv, væren og muligheder.