Giv fri

Kære. Det, I ser, opfatter og føler som unedbrydelige mure, er blot flokke af hvide duer, der
blot venter på, at I går gennem dem, så de kan lette og sprede det glædelige budskab om jeres
frihed.


Kære. I har lært at frygte, I har lært at tugte af folk, der ikke turde friheden, ikke turde livet.
Lyt til livet og vid, at friheden er givet.


Kære. Din frygt er blot et reb og dets stramme knude er blot dine egne hænder. Du ser det
ikke, for alt din kraft er låst i at holde fast med dine hænder. Dine sammenknebne øjne, der
forhindrer dig i at se, er dit mørke, og din lukkede mund, der ikke beder om hjælp, er din
tørke. Du er ikke sat i verden for at holde fast, men for at nyde livet som livets gæst uden krav,
uden tests, uden at skulle være bedst.